Danfloor har netop lanceret deres nye serie, Reverse70, som er en 100 pct. nylontæppeflise, der også er 100 pct. genanvendelig. Virksomheden forventer, at det nye produkt vil opnå en Cradle-to-Cradle-certificering, oplyser direktør Jesper Jensen.
Cradle-to-Cradle betyder, at et produkt enten kan vende sikkert tilbage til jorden, som et biologisk næringsstof, eller blive genanvendt som et høj-kvalitetsmateriale for nye produkter som et såkaldt 'teknisk næringsstof.
Ifølge Jesper Jensen, så er tæppefliser et valg, rigtig mange arkitekter vælger at benytte sig af til deres projekter, og det skyldes bl.a. holdbarheden og økonomi. Er uheldet ude, behøver man ikke skifte et helt tæppe, men kan nøjes med de fliser, det er gået ud over, og det gør det til en løsning, der er mindre økonomisk krævende i det lange løb.
Reverse70 findes i otte forskellige farvekombinationer. Fliserne er ikke ensfarvede, men holdt i et stribet mønster med en ensfarvet bort. Borten varierer i størrelsen, og det giver arkitekten mulighed for selv at sætte sit fingerpræg på det mønster, som helheden ender op med.